Anmeldelse af Demens: Den Anden Frekvens

Jeg startede med bogen. Der var smukke billeder, stemninger, ytringer og metaforer, der fortæller os om en aldersudvikling, der er ganske naturlig og som vi skal møde med en naturlighed og lethed.

Hvis vi tør give slip på vores forhåbninger om normalitet og ”klare øjeblikke” og hvis vi som ægtefæller, sønner, døtre, børnebørn, svigersønner, svigerdøtre, plejepersonale, naboer, onkler, tanter, venner og veninder til demente, tør give slip på vores forestillinger om hvad man kan, skal og bør – så vil vi opleve en lethed og en glæde ved bare det at være tilstede i nu’et. Hvor svært kan det være? Det afgør vi selv.

Så satte jeg DVD’en på. De personer, som jeg havde læst om i bogen, så jeg nu tone frem på skærmen. Jeg kunne genkende deres ytringer. Jeg kunne se og høre den anerkendelse, som ligger i, at være til stede i nu’et. Små enkle sekvenser af samspilssituationer, hvor livsgnisten bevares.

Dernæst lyttede jeg til CD’en. Her var musik, strofer, lyde, citater jeg kunne forstå, citater jeg ikke kunne tyde, et anderledes sprogbrug, finurlige fortællinger, besynderlige forklaringer fortalt med en naturlighed og lethed, som var de en selvfølgelighed.

Igen mærkede jeg denne følelse af, at være til stede og lytte og så få det ud af det, som jeg nu synes. De fortællinger, som de demente fortæller, er deres virkelighed og deres frekvens er lige så spændende som din eller min frekvens. Stil ind på den. Så vil du opleve.

Til sidst måtte jeg læse digtene. Digtene sendte mig ud i rummet, hen over græsplæner og omkring forvandling til græshoppe. Jeg oplevede digte, der udtrykte sorg og ulykkelighed over ikke at kunne huske, at kunne gøre, at vide, at forstå, at kunne udtrykke.

Så gik det op for mig! – Demens er jo ikke en deroute og en afvikling. Det er jo en ganske almindelig udvikling at blive gammel og blive svækket – også på sanserne.

Hvem har sagt, at vi forbliver med at være den samme person indtil døden?

Et citat fra bogen: ”I virkeligheden handler det om, at den demente skifter frekvens. Og det er selvfølgelig klart, at hvis man er indstillet på at høre P3, så bliver man naturligvis skuffet, hvis man pludselig hører en anden kanal”

Dette værk igangsætter refleksion og inspiration og vil være et udmærket medie til netop pårørende. Og pårørende – det er vi jo alle sammen.

Man skal give sig tid og rum til at sanse og fornemme stemningerne og følelserne i disse medier. Man skal lade sig stille ind på en anden frekvens – og det gør man faktisk helt automatisk.

Som fagperson kan jeg jo tilmed glæde mig over det krydderi af dygtige og anerkendte fagpersoner, der refereres til i dette værk.

Dette her er kunst.